| TEKSTER | ||
| TEXT/ENGLISH | ||
GUMOZO Bjørn Bennike |
TANKER FRA MIT VÆRKSTED
Gumozoerne er fuglelignende væsner, der dog også på forunderlig vis har visse menneskelige træk. Disse tilsyneladende primitive figurer rummer mange forskellige udtryk, der spænder fra det uskyldige og legende til det dunkle og djævelske. Netop denne dobbelthed er det, som gør skulpturerne umiddelbart dragende, fordi de taler til en fundamental dualitet i mennesket selv.
Træ, jern, gibs, beg, tjære, tekstil og sågar ild er blandt mine foretrukne materialer. Mine værker spænder fra miniaturen til gigantiske land-artprojekter, der alle udspringer af en kultisk og mytisk fantasi. Desuden har jeg en stor grafisk produktion bag mig; og utallige kobbertryk og litografier er udgået fra mit værksted.
"Når jeg bevæger mig ind i mit værksted, er det altid med bankende hjerte. Mine figurer kan være voldsomt larmende, lidt for muntre og af og til decideret aggressive. Engle med horn, djævle med vinger og stirrende blikke, invalide veterangumozoer og poetisk drømmende mundrugere befolker mit univers.
For at skabe mine værker må jeg se, huske og glemme, før jeg kan gå i gang med selve arbejdet. Nogle gange vil figurerne selv, og jeg er kun en ydmyg håndværker og fødselshjælper. Her opstår gerne de bedste værker. Risikoen ved at være evigt skabende og søgende er den, at man gennem årene får en stor privatsamling af egne værker.
Som billedkunstner er man priviligeret, man får lov til at bevæge sig mellem drøm og virkelighed, alvor og humor i en stadig søgen og undren. Talrige muligheder og umuligheder afprøves i en kontinuerlig kamp med materialet. Målet er at give værkerne sjæl og liv".
Billedkunstner
Steffan Herrik
"Ved at kaste rundt med materialer som jern, tjære, humor, ild, kogende beg og kultisk fantasi klækkes kuld efter kuld af gumozoer: Stærkt mytologiserede væsner. Med næb og klør, med vanvid og vinger basker de sig fri af Steffan Herriks ellers faste favntag. Gumozoerne, disse så udpræget Herrikske fabeldyr, vil ud og vil ses, og det bliver de, man kommer ikke uden om dem."
Forfatter
Thøger Jensen
"Steffan Herrik er kendt for sine fanden-i-voldske, humoristiske og samtidig tragiske jernskulpturer: Op til menneskehøje, fugleagtige og til tider farlige væsner, iklædt tjære og rust udstråler de en trolddomsagtig kraft, der går til angreb på enhver gængs tryghedsnarkomani.
Også mixed media og landskabsskulpturer udspringer af kunstnerens ligefrem kultiske fantasi."
Mag.art.
Lise Seisbøl
"Fra mit værksted"
Lige nu myldrer det med djævle og dæmoner. Engle med horn og djævle med vinger. Androgyne og antropomorfe trænger de sig på og vil være sig selv, vil være til. De kigger på mig og af og til råber og skriger de, eller synger. Så må jeg styrte ud af mit værksted og samle mig mod og styrke til at fortsætte et samarbejde med dem."
Billedkunstner
Steffan Herrik
FARE! KUNST!
Steffan Herrik er på mange måder en kunstner af guds nåde. Begavet med en frodig fantasi, engagement, håndelag og en fabelagtig energi har han igennem mere end et halvt liv kastet sig ud i den ene kunstneriske udfordring efter den anden og oven i den anden. Som skulptør, grafiker, maler, ja, som alt mellem himmel og jord, har han skabt en perlerække af værker og har med dem plantet både sine egne og en god del fællesmenneskelige fantasmer ud i verden.
Gumozoen
Steffan Herrik er dog nok først og fremmest en kunstner af gumozoernes nåde - disse både uskyldige, primitive, sjove, poetiske, dunkle og djævelske, fuglelignende væsener, som besidder en uhyggelig lang række antropomorfe egenskaber og karaktertræk. Som alle meningsfulde gøglerfigurer rummer de megen seriøsitet, nok til at de gang på gang uvægerligt må optræde i rollen som spejl for os beskuere. Vi ler ad dem. Vi glæder os og undrer os over dem. Vi bliver også lidt klogere af dem, men ikke klogere på dem, for man ved aldrig, hvor man har dem.
Steffan Herrik har som sådan ikke selv opfundet gumozoen; i hvert fald ikke ét hundrede procent. Men han har selv set den for sig, da han for mange år siden traf på den i Aksel Sandemoses burleske roman Mytteriet på barken Zuidersee. Sandemose havde – som Steffan Herrik – et sundt forhold til det livsnødvendige albuerum for den menneskelige fantasi, der udfolder sig i grænselandet mellem det overnaturlige og metafysiske og den sært tørre størrelse, vi i daglig tale kalder virkeligheden.
I begyndelsen af romanen lander en stor rovfugl efter
en storm i riggen på sejlskibet. Besætningsmedlemmerne ved ikke rigtig, om det kan være en ørn, måske endda en kongeørn, og om den er farlig. Men omsider kan en ældre matros og Jørgen, en af bogens hovedpersoner, i fuld enighed oplyse de andre om, at fuglen er "en gumozo. Endda en af de helt rigtige. Den er blevet sendt lige herned fra Grønland af nordvestenvinden. En ganske almindelig gumozo."
Mange arter
I de sidste mange år har Steffan Herrik brugt oceaner af tid på at hidkalde en sand folkevandring af ganske ualmindelige gumozoer, der alle har deres rod i det mytiske, det kultiske, det fantastiske – eller i det hele på én gang!
Nogle af dem er mødre. Andre er endnu ikke blevet det, men vogter som mundrugere på deres æg. Atter andre triller rundt med vores klode og må altså være enormt meget større, end vi lige tror! Gumozoer kan også være i præpuberteten og kæfte op. Et par af dem slås om en fisk. En kan være heftigt blå. En er narcissist. (Hvem nævnte menneskelige træk!!??) En har fået rollen som Ikaros, der i overmod fløj for tæt på solen, så voksen på hans vinger smeltede, og han styrtede ned. Et par gumozoer er endnu mere højtflyvende i deres ambitioner og illustrerer det tredje stjernebillede i Dyrekredsen, Gemini (Tvillingerne). Men samtidig er de deltagere i det rumprojekt af samme navn, som NASA igangsatte i begyndelsen af 1960'erne; de sidder klar i spidsen af deres rustne raket og afventer countdown. En er amokløber. En er skater. Nogle kurtiserer. Nogle er horngumozoer, dansegumozoer, vintersolhvervsgumozoer eller bare tretåede. Ikke engang Steffan Herrik selv ville kunne fuldende listen.
En del af gumozoerne fremstår som de assemblager i halvrustent jernskrot, de nu engang er. Fragmenter af udtjente pladesakse, tænger, kødmaskiner og kuglelejer, tilsat et drys franskskruer og fjedre er blandt basismaterialerne, til tider suppleret med beviklinger i snor, og anvendelse af rigelig beg, tjære, gips og tekstil. Andre gumozoer har gennemgået en forædlingsproces og optræder lidt distante og fornemme, støbt i patineret bronze.
Gennem tiden får nogle af dem lov til at træde af fra den tredimensionelle verdens rampelys for i stedet at gøre tjeneste som motiviske figurer i kunstnerens grafik; men også her færdes gumozoerne med tilbagelænet selvsikkerhed, drillesyge og et rigt facetteret udvalg af de karakteristika, der kan henføres til menneskeracens fundamentale dualitet.
Fra skrot til kunst
Det kan være vanskeligt for en kunstner at vriste sig ud af den bås, som offentlighedens bevågenhed for en speciel og særlig kendt delmængde af hans værker har anbragt ham i. Et værk af Steffan Herrik bliver således ofte synonymt med en gumozo. Det er ikke helt retfærdigt. For selv om han rigtignok har sat et utal af dem i verden, har han skabt en stribe værker uden for gumozoernes tryllekreds, inden for mange forskellige genrer.
F.eks. har han lavet rigtig mange skrammelrelieffer og –objekter, ofte på en basis af endnu sødt duftende, sorttæret træ. En gammel sadel og et cykelstyr er blevet til et pragtfuldt trofæ, eller en forgyldt gravhund optræder med rådyrtakker. En afgudinde frembærer med stolthed en stor fisk. Eller en gumozo (der var den igen!) sejler på et vældigt stykke groet træ, med tydelig adresse til de nordiske helleristninger. Materialerne må være skaffet til veje i baghuse på bøhlandet, i ukendte kældre, på loppemarkeder, i marskandiserbutikker eller på lofter, der blev forladt i så stor hast, at de flygtende lod alle de gamle skatte blive liggende tilbage! Dem plukker og finder, ophøjer og bearbejder Steffan Herrik til kunst. Effekterne får deres eget liv, tænkt og sat sammen på den rigtige, skæve måde. så det pludselig vælter rundt i hjernen på beskueren med glemte billeder og gammel historie, vikinger, jægere og barske krigere.
Værkerne kan siges at have dadaistisk tilsnit, men de deler ikke denne kunstperiodes tilstræbte meningsløshed. Tværtimod bidrager Steffan Herrik – bag ved smilet, den knebrende humor og absurditeterne – med et i høj grad alvorligt anliggende. Han er gudskelov ikke budskabskunstner, men alligevel animerer han underliggende sit publikum til at reflektere over tingene. Tænke over, hvem og hvad vi egentlig er. Overveje, hvordan vi gebærder os over for hinanden. Hvordan vi bruger og/eller misbruger vores klode. Vi kan givetvis blive klogere af det.
Flydende grænser
Steffan Herriks grafiske produktion er ligeledes omfattende, både inden for de mere gængse discipliner, litografi og raderinger, og det mere eksperimenterende, hvor han f.eks. trykker med udklippet metalplade. Desuden maler han, ofte fugle, og kan i perioder kaste sig ud i at lave overmalinger på allerede eksisterende billeder, eksempelvis bogomslag og bingoplader. Han har skabt værker inden for snart sagt alt, lige fra landart til såkaldt pyrotekniske installationer, dvs. ildkunst. Evigt søgende, altid med en voldsom trang til at eksperimentere, med det resultat, at kunstneren - med hans egne ord – gennem årene har fået oparbejdet en stor privatsamling af egne værker!
I Steffan Herriks verden er intet umuligt eller utænkeligt. Grænserne mellem virkeligt og uvirkeligt, mellem realitet og drøm, er flydende. Kun fantasien har stukket sine rød/hvide mærkepæle i jorden et sted, så langt ude, at ikke engang kunstneren selv har fået øje på dem endnu.
Hans kunstneriske univers er selvgenererende og formerer sig ved både frøformering, rodskud og udløbere. Desuden smitter det den, der for ofte færdes i det.
Det er farligt. Vidunderlig farligt.
Preben Winther, forfatter og kunstanmelder